Omega Genève 166.099, et kompakt automatisk tonneau-ur

Billedet for reference 166.099 er smalt, men ikke ensartet. Både kaliber 1480 og kaliber 1481 forekommer i 35 mm stålkasser, og de sølvfarvede sunburst-skiver spænder fra rene overflader til jævnt spredte pletter af oxidering. Et eksemplar med kaliber 1480 er dokumenteret med 17 juveler. Det foreliggende materiale fastslår ikke antallet af juveler for kaliber 1481, så det bør ikke antages.

Skiven bærer først og fremmest værdien, fulgt af kassens bevarede geometri. En ren, sølvfarvet sunburst-overflade med sammenhængende tryk står klart stærkere end en skive med stjernestøvlignende oxidering, mens intakte facetter betyder mere end blank polering. En signeret flat-link-lænke giver et tidstypisk helhedsindtryk, når den er til stede, men materialet viser ikke, at alle ure forlod fabrikken med denne lænke. Står valget mellem en plettet skive på lænke og en ren skive uden, bør skiven vinde.

Med sine 35 mm uden krone virker tonneaukassen bredere, end målet antyder, fordi metallet fortsætter omkring skiven i stedet for at løbe ud i traditionelle horn. Formen er umiskendeligt fra 1970'erne, men den sølvfarvede sunburst-finish og de sorte indlæg giver et afdæmpet udtryk, der fungerer under en manchet. Modellen klæder især et mindre håndled, men kassens geometri sikrer, at den heller ikke forsvinder på et større.

Læsbarheden afhænger i høj grad af overfladens stand. Påsatte indeks med sorte detaljer og matchende stavvisere træder tydeligt frem mod en ren sølvfarvet skive. Udbredt oxidering mindsker derimod kontrasten og gør udtrykket mere uroligt. Tykkelsen kan ikke udledes af de eksemplarer, vi har haft i hænderne, så pladsen under manchetten bør ikke vurderes ud fra andet end den kompakte diameter.

Skader på skiven er den mest bekostelige svaghed. Den sølvfarvede sunburst-overflade kan udvikle spredt, stjernestøvlignende oxidering, og en restaurering fjerner skivens oprindelige overfladekarakter, selv når resultatet tager sig renere ud på billeder. Let oxidering på viserne er mindre alvorlig end en restaureret skive, men uens eller nymalede visere kan pege på ny lysemateriale eller udskiftede dele frem for ærlig aldring.

Tonneaukassen mister sin definition ved polering. Facetterne bliver først bløde, overgangene mister skarphed, og den kompakte kasse begynder at se oppustet ud. Flat-link-lænker kan få stræk, mens udskiftede kroner og glas er sliddele, der bør beskrives åbent frem for at blive skjult bag en påstand om fuld originalitet. Et andet kaliber end 1480 eller 1481 kræver en forklaring, da ingen andre kalibre hører til de konfigurationer, der er fastslået her.

Servicehistorikken er ukendt uden dateret dokumentation. En stærk måling på en timegrapher beviser ikke et fuldt eftersyn, og en løs servicepåstand opvejer ikke oxidering, afrundede kasselinjer eller en sammensat kombination af værk og kasse. Standen bør derfor vurderes ud fra det, selve uret dokumenterer, med skive og kasse som de vigtigste holdepunkter.