Omega Seamaster 166.003: Det skal du vide før køb

De tidlige eksemplarer fra 1964 og 1965, som vi har undersøgt, bruger kaliber 562, mens ure fra 1969 og 1970 har kaliber 565. Begge er automatiske værker med 24 sten. Skiftet er et nyttigt holdepunkt, når værk og serienummer vurderes samlet, men det er ikke et bevis i sig selv, da et værk kan være sat i en anden kasse.

De sølvfarvede sunburst-skiver ses med påsatte, facetslebne timemarkeringer eller stålmarkeringer, blandt andet med sorte indlæg, samt en indrammet datoluge kl. 3. Nogle ure har bevaret en signeret beads-of-rice-lænke, men lænken er et plus ved konfigurationen, aldrig en undskyldning for en skadet skive. Står valget mellem pletter og lænke eller en ren skive uden lænke, bør skiven vinde.

Med sine 34 mm uden krone bæres 166.003 som en kompakt vintage Omega, ikke som et nedskaleret moderne ur. Den brede sølvfarvede skive og de slanke, påsatte markeringer holder aflæsningen klar, mens datolugen giver mere praktisk hverdagsværdi end et klassisk dressur med kun tidsvisning. Størrelsen fungerer især godt under en manchet, men er du vant til større kasser, bør diameteren vurderes nøgternt før køb.

Dauphine-viserne og sunburst-finishen får skiven til at skifte markant med lyset. Sorte indlæg i visere og timemarkeringer øger kontrasten, når de er intakte. Oxidation, grubetæring og nedbrudt lysemasse kan derimod få en ellers lys skive til at virke træt. En beads-of-rice-lænke giver mere visuel bredde og kan gøre den samme kasse mindre formel.

Kraftig og udbredt pletdannelse på skiven er den mest alvorlige tilbagevendende fejl, og en omlakeret skive vejer tungere end alle almindelige mærker i kassen tilsammen. Mørk, nedbrudt lysemasse er en skade, ikke patina. Oxidation og grubetæring på dauphine-viserne er særskilte mangler. En serviceskive kan være en ægte Omega-del, men den er stadig en udskiftning og skal beskrives sådan.

Polering udvisker kassens linjer, mens lang tids brug kan give stræk i lænken og dårlig pasform ved endeleddene. Hippocampus-medaljonen bør være graveret så dybt, at motivet fortsat kan aflæses, men graveringens dybde kan ikke alene fastslå ægtheden. Kaliber, serienummer, skivelayout og kasse skal stemme som helhed. Et ægte værk i den forkerte kasse er et sammensat ur, og dele fra forskellige perioder skaber en franken.

Servicehistorikken er ukendt uden dokumentation. En tidligere måling på en gangtester fastslår ikke den nuværende tilstand, og hverken kalibernummer eller serienummer viser, om værket er serviceret. Prioritér først skiven, dernæst kassens definition og til sidst den mekaniske tilstand.