Omega Seamaster 166.009, det skal du vide før køb

Seamaster 166.009 forener automatisk optræk med et indrammet datovindue klokken 3, en praktisk kombination til daglig brug i 1960'erne. Kaliber 562 findes i eksemplarer fra 1962 og 1963, mens kaliber 565 ses i 1967. Rækkefølgen hjælper med at vurdere, om værk og oplyst årgang passer sandsynligt sammen, men den beviser ikke, at en bestemt kasse og et bestemt værk forlod fabrikken som ét ur.

Påsatte timemarkører, påsat Omega-logo og dauphine-formede visere giver skiven dybde og god læsbarhed uden at virke pyntet. Risledslænker kendes fra både 1963 og 1967, men lænken kan ikke alene dokumentere, at den har fulgt netop dette ur siden første salg. Uden samtidig dokumentation må dens historie derfor betragtes som ukendt.

Skiveskader er den mest kostbare tilbagevendende fejl. Sølvfarvede skiver med solstrålefinish kan få tæt, støvlignende pletdannelse, mens de dauphine-formede visere kan vise oxidation, grubetæring og korrosion. En jævnt ældet overflade kan have stor charme, men kraftige pletter, der opsluger solstråleeffekten, er nedbrydning. En senere omlakeret skive rammer normalt samlerværdien hårdere end almindelige ridser i kassen.

Kassens definition er næste skillelinje. Gentagen polering afrunder hornene og svækker søhesten på bagkassen, mens almindelige brugsspor er mindre alvorlige, når den oprindelige geometri stadig står tydeligt. På guldfarvede kasser kan slitage i overfladefarven ikke løses gennem service af værket. En risledslænke skal desuden kontrolleres for stræk og dårligt tilpassede endeled.

En udskiftet krone eller et udskiftet glas er ikke automatisk diskvalificerende, da begge er servicedele. En serviceskive adskiller sig fra en omlakeret skive: Førstnævnte er en ægte fabrikserstatning, sidstnævnte er efterbehandlet uden for fabrikken. Et franken-ur samler dele, som aldrig blev leveret sammen, mens et sammenført eksemplar kombinerer kasse og værk fra forskellige ure. Servicehistorikken er kun kendt, hvis daterede papirer følger uret.

Begynd med en Seamaster 166.009 i stål med ren, sølvfarvet solstråleskive, intakt skrift og en tydelig søhest på bagkassen. Eksemplarerne på 34 mm er det sikreste udgangspunkt, fordi proportionerne går igen på tværs af de kendte årgange, mens et ståleksemplar fra 1963 på 35 mm viser, at målene kan variere. Begge størrelser er kompakte efter nutidens mål og virker visuelt bredere på risledslænke end på rem.

Kvaliteten ligger først i skiven, dernæst i kassens definition og til sidst i sammenhængen mellem værk, visere og udvendige dele. Et rent eksemplar med kaliber 565 fra 1967 bør vurderes højere end et ur med kaliber 562 og kraftigt plettet skive, når kasserne ellers er sammenlignelige. Kaliberet kan ikke redde en beskadiget skive. Vælg det renere og mest helstøbte ur, ikke den mest højlydte fortælling om alder.