Referenceguide til Omega Seamaster Professional 200M 396.1062

Reference 396.1062 hører til den tidlige Seamaster Professional 200M-periode, her afgrænset til 1990 til 1993. Kombinationen er præcis: rustfrit stål, Omega caliber 1438 quartz, en matsort skive, malede tritiumindekser og Mercedes-visere. Et andet værk eller et senere udseende visersæt kræver en forklaring, for tidstypisk er ikke det samme som originalt.

De stærkeste eksemplarer har skarp hvid skrift på skiven og et harmonisk forhold mellem tritiumindekserne og visernes lysmasse. En original serviceskive fra fabrikken er at foretrække frem for en nylakeret skive, men den ændrer stadig urets karakter og skal beskrives som en udskiftning. Blandt brugte Omega 396.1062 står originale matsorte skiver og sammenhængende visersæt stærkest, mens tydeligt påført ny lysmasse eller blandede dele bør afspejles markant i vurderingen.

De kasser, vi har målt, er 37-38 mm uden kronen, så små forskelle i målemetoden betyder mere end den nominelle millimeterangivelse. Den riflede lynette og den integrerede kasseprofil giver uret mere visuel tyngde, end diameteren antyder, mens den matsorte flade og hvide skrift sikrer god aflæsning. Ved siden af større Seamaster Professional-modeller virker det stadig kompakt.

Caliber 1438 giver en anden oplevelse end et mekanisk vintage Omega. Quartzdriften fjerner ritualet med manuel optrækning, men en ukendt servicehistorik er stadig vigtig, og et ur, der går, siger intet om den aktuelle tæthed. Betegnelsen 200M er modelnavnets klassifikation, ikke resultatet af en nutidig trykprøvning. Ældre pakninger og tætninger må derfor aldrig opfattes som dokumentation for, at uret er klar til dykning.

Den mest alvorlige tilbagevendende svaghed er nedbrydning af visersættet. Lysmassen kan revne eller mangle, især på minutviseren, og metalrammerne kan være præget af oxidering. En cremefarvet skive ophæver ikke disse skader. Nylakerede skiver, visere med ny lysmasse og serviceskiver påvirker samlerværdien forskelligt, så de bør ikke samles under den upræcise betegnelse "restaureret".

Slid på kassen er lettere at vurdere end tabt originalitet på skiven. Børstede stålkasser får ridser, mens gentagen polering udvisker de definerede kanter, noget endnu en service ikke kan gøre om. Slid på lynetten har også betydning, fordi den riflede profil er en del af referencens identitet. En blanding af kasse, værk eller visere kan desuden skabe et franken-ur, selv når hver enkelt del er ægte Omega.

Står valget mellem en skarpt defineret kasse med beskadiget lysmasse på viserne og en poleret kasse med omlakeret skive, er det første kun at foretrække, hvis lysmassen er stabil nok til at blive siddende. Mellem to ellers sammenlignelige eksemplarer bør skarp original skrift og harmonisk tritium komme før renere stål. Skiven og visersættet bærer kvaliteten, mens almindelige udvendige ridser skaber spillerum i vurderingen.