Omega De Ville 111.077, en købsguide til samlere

Den tidlige stålversion kombinerer en sølvfarvet skive med solslibning, sorte trykte indeks og sorte visere. Den guldbelagte variant bevarer den sølvfarvede solslibning, men har påsatte stavindeks i guldfarve, et påsat Omega-logo og bagkasse i rustfrit stål. Forskellen er væsentlig, fordi slitage på hornene blotlægger grundmetallet under belægningen. En ridset stålkasse kan derimod stadig fremstå helstøbt uden kosmetiske indgreb.

I 1972 fandtes 111.077 i stål også med grå, lærredstekstureret skive, sorte indeks og sorte stavvisere. Teksturen giver skiven mere dybde, men gør samtidig en restaurering vanskeligere at skjule overbevisende. Står valget mellem et skarpt ståleksemplar med ærlig sølvskive og et mere blankt guldbelagt eksemplar, bør stålet vinde. Mellem to stålure bør skivens integritet afgøre valget.

De kendte kasser måler 33 mm eller 34 mm uden krone, og den smalle integrerede lynette lader skiven udnytte en stor del af bredden. Layoutet med to visere er let at aflæse, fordi hverken sekundviser eller datovisning bryder de trykte indeks. Det er et diskret ur til manchetten. Den meget slanke profil ligger lavt, mens den manuelle optrækning gør kronen til en naturlig del af den daglige brug.

Den grå lærredsskive virker mere markant end den sølvfarvede solslibning, fordi strukturen træder frem over den brede, rolige flade. Sølvversionen er mere afdæmpet og falder ubesværet ind i en formel garderobe. Forskellen på én millimeter betyder mindre end skarpe kasseformer og god kontrast på skiven. Et rent eksemplar på 33 mm er derfor at foretrække frem for en overpoleret kasse på 34 mm.

Skader på skiven er den vigtigste værdimæssige svaghed. Små spredte pletter forekommer på både sølvfarvede skiver med solslibning og grå lærredsskiver. Begrænset pletdannelse under lup er ofte bedre end en restaurering, som fjerner den oprindelige overflade. Skarp sort typografi skal passe naturligt til skivens finish. En mistænkeligt ensartet flade, forsvundet lærredstekstur eller dele, der ikke passer sammen, kan pege på restaurering eller et sammensat ur.

Guldbelægningen slides igennem på udsatte kanter og horn, og et almindeligt urmager-service erstatter ikke den manglende originale finish. Stålkasser får overfladeridser, mens gentagen polering udvisker den smalle lynette og afrunder hornene. Glas, kroner og pakninger er sliddele, så deres tilstedeværelse kan ikke underbygge en generel påstand om fuld originalitet. Uden dokumentation er servicehistorikken ukendt, og en enkelt dags gangmåling fastslår ikke værkets tilstand.

Begynd med en 111.077 i stål, hvor kaliber 620, kasse og skivekonfiguration hænger sammen, og accepter hellere beskedne pletter end en restaureret overflade. Den grå lærredsversion er det mere særprægede valg sammenlignet med sølvskiven, men kun hvis teksturen er bevaret. Ellers er et ærligt stålur med sølvskive det mest forsvarlige køb.